Årets Bifald
Årets Bifald
Årets Bifald uddeles til en eller flere personer, der har været med til at samle og forbedre vores brede, fælles miljø. Året Bifald skal ses som et kæmpe tak og klap på skulderen fra miljøet til modtagerne og et ønske om, at de må fortsætte deres gode arbejde.
Årets Bifald uddeles på baggrund af følgende kriterier, hvor det tilstræbes, at modtageren opfylder flest muligt:
Man har været med til at skabe sammenhold og fremskridt i vores brede, fælles miljø: Sammenhold forstås som alt fra samarbejde mellem foreninger, udvikling af koncepter og/eller landsdækkende aktiviteter. Fremskridt forstås både som nytænkning og forbedring af forhold i miljøet.
Man har været aktiv inden for de sidste fem år: Det er ikke et krav, at modtageren har været aktiv samtlige fem år, men at den/de aktiviteter, Årets Bifald uddeles på baggrund af, er foregået inden for de sidste fem år.
Modtagerne behøver ikke være medlem af en af Bifrosts lokalforeninger.
Årets Bifald gives ikke til foreninger, koncepter, scenarier osv., samt medlemmer af Bifrosts forretningsudvalg og forpersonskab.
Du kan nominere til årets priser 2024 ved at klikke “her”
Tidsramme: man skal have været aktiv inden for de sidste 5 år
Tidligere års modtagere af Årets Bifald
Martin Sinding
Vinder i 2024
Martin modtog i 2024 årets bifald for sin utrættelige indsats og dedikation til det danske rollespilsmiljø.
Som hovedarrangør på Forum i 2021 og 2022, en del af arrangørgruppen på knudepunkt i 2023 og general på Fastaval i både 2024 og 2025, har Martin taget ansvar for at sikre, at disse store, samlende arrangementer kan finde sted.
Samtidig har han været frivillig i utallige andre sammenhænge – som scenariearrangør, underviser på sommerskolen, kampagnechef for to af Rollespilsfabrikkens børnekampagner og som barpersonale til Bifrosts generalforsamling.
Martins evne til at tage ansvar og løfte både store og små opgaver har gjort ham til en uundværlig kraft bag kulisserne, og hans engagement og hjerte af guld gør en stor forskel for os alle.
Nadia Due Herbst
Vinder i 2023
Nadia modtog i 2023 årets bifald for sit store arbejde i mange større og mindre fællesskaber i Bifrostmiljøet.
Om det er som bestyrelsesmedlem i Rollespilsforeningen Saga, Arrangørarbejdet i Nordheim – Den Magiske Skole i Odense eller hendes store arbejde med Magiske Dage, der bringer lidt af magiens verden til mange tusinde mennesker, så kaster Nadia sig ind i arbejdet med en ukuelig vilje og drivkraft.
Nadia formår at samle frivillige og aktører fra store dele af Danmark og har også givet sig i kast med store Bifrost arrangementer, som Forum og Knudepunkt.
Nadia er den sikre hånd bag kulisserne, mesteren af excel-arket, en effektiv organisator med styr på kommunikation og økonomi.
Nadia nomineres for sit store arbejde med de store og små Bifrostfællesskaber, for at bringe rollespil ud til en større gruppe og for altid at skabe en tryg stabil kerne i alt det arbejde, hun engagerer sig i.
Sofie Liv Støvelbæk
Vinder i 2022
Sofie modtog i 2022 Årets Bifald for at for at have sat et tydeligt aftryk på Bifrost, vores fællesskaber og store arrangementer. hvor hun aktivt har gjort en indsats for at inkludere og oplære de unge generationer, der kommer efter hende. Med clipboard i hånden, er hun kåret til Bifrosts ”dronning af logistik”, hvor hun med præcision, åbenhed og skarpe excel- ark har det umulige til at gå op, og fået selv den mest avancerede arrangementsopsætning til at virke legende let.
Men det er ikke kun hendes kompetencer som er arrangør der skinner igennem, når man snakker om Sofie som forbillede. I alle sine år i miljøet har hun kæmpet for et større og bedre Bifrost, og et miljø omkring landsforeningen der kan rumme alle der vil være med.
Personerne bag Feminister i Rustning (FiR)
Vinder i 2021
Personerne bag FiR modtog i 2021 Årets Bifald for at kæmpe for en bedre platform for kvinder og transpersoner i vores miljø og i vores lege. Personerne har formået at samle et bredt fællesskab, hvor folk føler sig velkomne, samtidig med at de sætter fokus på helt essentielle kulturelle punkter, som vi har brug for at få sat ord på i Bifrost. Vi er sikker på, at FiR vil være en vigtig del af kampen mod de ærgerlige, patriarkalske, sexistiske elementer, som desværre fortsat gør sig synlige på tværs af foreningsdanmark.
Rasmus Teilmann
Vinder i 2020
Rasmus modtog i 2020 Årets Bifald for at være en evig drivkraft bag tekniske løsninger til det danske rollespilsmiljø, både ved at afvikle, hjælpe og sparre med et utal af foreninger, kampagner og festivaler i de mange år. Han er også nomineret for at opbygge en grejbank under Gnist, som der lånes ud til en masse forskellige arrangementer. Rasmus er aktiv i mange forskellige projekter og løfter en opgave, som meget få andre ville kunne tage – og så endda med stort iver.
Joachim Dittmann Jepsen
Vinder i 2019
Joachim modtog i 2019 Årets Bifald for at være en af hovedkræfterne bag de tunge IT-løsninger, som miljøet har nydt godt af til Forum, Fastaval eller Knudepunkt, selv når det har betydet søvnløse nætter og rigtig, rigtig mange timers arbejde. Men Joachims engagement slutter ikke der: Han har også lagt utallige timer i at motivere de frivillige kræfter, der i fællesskab er ved at opbygge Wonderstudios i et mejeri på Lolland. Han er ikke for fin til at skovle dyreafføring fra hallerne, når han ikke har gang i fondssøgning i hundredetusinde-klassen, så nu kan han tage en velfortjent pause fra skyggerne og komme ud i rampelyset for en stund og nyde godt af at vide, at hans hårde arbejde baner vejen for rollespilsdanmarks fremtid både på de digitale og fysiske fronter.
Louise Hovitz
Vinder i 2018
Louise modtog Årets Bifald 2018 for sin indædte kamp for at skabe mere opmærksomhed om kønsdiskrimination og overgreb i det danske rollespilsmiljø. Hun har gennem mange år været en aktiv debattør om emner som ligestilling, undertrykkelse og sikkerhed, og har altid været fortaler for en menneskelig vinkel, hvor det ikke handler om at gøre hinanden til skurke og ofre, men til medmennesker. Louises holistiske tilgang til diskussionerne og hendes utrættelige ”Så tager vi lige en debat mere!”-stil har betydet, at hun har tilkæmpet sig en plads som både meningsdanner og formidler. Selvom det er mindre glamorøst at tale om krænkelser og strukturer end om dæmoner og pirater, så lader Louise sig ikke stoppe, og skaber synlighed om mørke emner.
Peter Brodersen
Vinder i 2017
Peter Brodersen modtog Årets Bifald 2017 for hans store arbejde som tovholder på rollespilsarkivet alexandria.dk. Peter Brodersen har med Alexandria skabt et unikt, uvurderligt redskab for unge som gamle, der ønsker at køre scenarier for deres venner eller øve sig på at spillede, og har derved været en stor støtte for mange i miljøet. Samtidig har Peter Brodersens projekt fungeret som en platform, der har gjort det muligt for forfattere, spilledere og spillere at køre, dele og videreudvikle rollespil i fællesskab på tværs af landet. Alexandria indeholder i dag hundredvis af scenarier fra over 70 forskellige kongresser gennem tiden, hvoraf de ældste kan dateres helt tilbage til 1985. Peters indsats er en gave til vores rollespilsmiljø, ikke mindst fordi siden også kan læses på engelsk, og dermed åbner døre for internationale spillere.
Claus Gajhede
Vinder i 2016
Claus Gajhede modtog i 2016 Årets Bifald for hans store arbejdsindsats i forbindelse med Yxengaard og Tornby Klitplantage. Området med flotte, permanente bygninger bruges ikke kun af de lokale rollespil i Nordjylland, men samler de danske rollespillere på tværs af landsdele og organisationer til eksempelvis Krigslive. Claus Gajhede har gennem fondsøgning skaffet finansiering svarende til over halvanden millioner kroner, kæmpet for at få tilladelser og dispensationer, og endte med at få en særtilladelse af miljøministeren selv. Claus Gajhedes arbejde kan være med til at skabe præceden for, hvad der er muligt at bygge permanent i de danske skove og er derfor en spydspids for fremtidige lignende projekter.
Anders Berner
Vinder i 2015
Anders Berner modtog i 2015 Årets Bifald for det arbejde, han gjorde for landsforeningen. Anders stod bag det store skift i Bifrost kultur, der gjorde, at Bifrost blev en forening, der gjorde alt, hvad man kunne for at hjælpe sine medlemsforeninger. Repræsentantskabsmøderne blev flyttet ud til lokalforeningerne, og det samme blev landsforeningens arbejde. Anders er et af de mennesker, der altid er oprigtigt interesseret i andres projekter, og han elsker Rollespilsdanmark, også når det er svært at elske. Han kan sætte skub i folk og bakke dem op. Samtidig har Anders Berner været en af dem, der altid hjælper, når der er brug for det, uanset om det er søgning af fondsmidler, feedback på en ide til et projekt eller som konfliktmægler i en lokalforening.
Claus Raasted Herløvsen
Vinder i 2014
Claus Raasted Herløvsen modtog i 2014 Årets Bifald for den positive medieopmærksomhed, han har været med til at skabe om dansk rollespil. Samtidig har Claus arrangeret adskillige scenarier, skrevet bøger, holdt oplæg og ikke mindst været redaktør på bladet ROLLESPIL. Ligeledes har Claus haft mod til at støtte op om nye arrangører og hjælpe dem med at komme godt i gang med deres projekter. Claus har med de mange bøger, som han enten selv har skrevet eller været medforfatter af, været med til at dokumentere og øge kendskabet til dansk rollespil på tværs af hele landet.
Astrid S. Andersen
Vinder i 2013
Astrid S. Andersen modtog i 2013 Årets Bifald for sit store engagement med Forum og ikke mindst for arbejdet med at gøre Bifrost både relevant og synlig i Jylland gennem regionsrådene. Samtidig var hun med til at starte Piger i Panser, der blev toneangivende i miljøet, støttet og deltaget i en rollespilstradition (bl.a. JaLL, Fastaval, Krigslive), samt været oplægsholder.
Thomas Aagaard, Kåre Kjær og Allan Davidsen
Vinder i 2012
Thomas Aagaard, Kåre Kjær og Allan Davidsen modtog i 2012 Årets Bifald for deres arbejde med Krigslive, der samlede hundredvis af rollespillere på tværs af landet. Krigslive var ikke kun et scenarie, men blev en tradition, der er igen og igen samler det danske rollespilsmiljø.