Supersoldatprogrammet

Vil du være den næste supersoldat?

Er du nysgerrig på foreningsdrift, vil du gerne lære mere om lokalpolitik, eller synes du, at Bifrost er det fedeste i verden, så er supersoldatprogrammet med garanti noget for dig. Udover garanteret viden om kommunikation, foreningsdrift, sikkerhed og eventkoordinering, vil der alt efter den enkelte supersoldats interesser også være rig mulighed for at lære mere om f.eks. naturpolitik, persondatalovgivning, fundraising og meget andet. Du vil kunne blive vækket klokken 3 om natten og uden at blink kunne citere hele Bifrosts metode samt, hvordan den anvendes.

Hvert år ansætter Landsforeningen Bifrost unge frivillige i deres Supersoldatprogram. En supersoldat er et ungt menneske mellem 18 og 24 år, som har valgt, at de vil bruge et år af deres liv på udvikle Bifrostmiljøet i Danmark og hjælpe med at drive Bifrost. Det er ikke et krav, at man har tidligere erfaring med foreningsdrift, men det er selvfølgelig en fordel. En stor del af supersoldaternes tid vil blive brugt på oplæring, hvilket vil foregå under Bifrosts hovedbestyrelse og generalsekretærs kyndige vejledning.
Selvom det er frivilligt arbejde, vil man som supersoldat blive økonomisk kompenseret. Siden 2020 er kompensationen på 10.000 DKK om måneden. Et år som supersoldat starter d. 1. august og slutter d. 31. juli året efter. Der bliver søgt efter nye supersoldater hvert år ultimo maj, og det vil blive slået op på Bifrosts Facebookside.

Skulle dette have vakt din interesse og er du nysgerrig efter at høre om Supersoldatprogrammet så tøv endelig ikke med at skrive til info@landsforeningenbifrost.dk. Så vil vi besvare dine spørgsmål hurtigst muligt.