Årets Ildsjæl

Årets Ildsjæl

Årets Ildsjæl uddeles til en person indenfor den brede Bifrost-regnbue, som gennem det sidste år har gjort en bemærkelsesværdig indsats i sit lokalmiljø. Årets Ildsjæl skal ses som en tak og en påskønnelse af det arbejde, ildsjælen har lagt for dagen og året. Årets Ildsjæl gives ligeledes for at synliggøre, at uden ildsjæle ville vi ikke have så fantastisk et miljø her i landet.

Årets Ildsjæl uddeles på baggrund af følgende kriterier. Det tilstræbes, at modtageren opfylder flest muligt af følgende:

  • For sin indsats i en lokalforening, konference, kampagne eller lignende.

  • En der agerer som forbillede og inspirerer andre til at gøre en indsats.

  • En person, der med deres frivillige indsats og store engagement gør en mærkbar forskel.

  • Modtagerens nomineringsgrundlag må ikke bestå af lønnet arbejde.

  • Siddende medlemmer af Bifrosts forretningsudvalg og forpersonskab kan ikke nomineres.

Du kan nominere til årets priser 2023 ved at klikke “her”

Tidsramme: man skal have været aktiv inden for det sidste år

Tidligere års modtagere af Årets Ildsjæl

Emil Løhr Skafte Nielsen

Vinder i 2023

Emil  modtog I 2023 Årets Ildsjæl fordi Emil er en af dem, der altid gør en ekstra indsats. Han brænder for at skabe nye projekter og oplevelser, og er en af drivkræfterne bag foreningens vækst i årets løb. Han har over det seneste år startet en lang række projekter i foreningen, der er med til at holde rollespilsmiljøet på Bornholm aktivt, blandt andet liverollespilskampagnen Ved Flodens Bred, hvor han agerer spilmester. Han har arrangeret foreningsdage, hvor børn og unge kan komme og prøve kræfter med brætspil eller figurspil, og stod i foråret for at tage foreningens hold med til Krigslive under den bornholmske fane. 

Kort sagt lægger Emil utroligt meget arbejde i at løfte fællesskabet hver eneste dag, og hans entusiasme og gåpåmod smitter af på alle omkring ham. Emil er nomineret, fordi han er den type ildsjæl, enhver forening ville være heldig at have.

Christian Mandrup Møller

Vinder i 2022

Christian modtog I 2022 Årets Ildsjæl for sit engagerede arbejde i det odenseanske rollespilsmiljø gennem de sidste mange år. Han har været en af drivkræfterne bag sammenlægningen af Rottehullet og Solhvervet der forenede miljøet og skabte Føniks. Han har altid været en ildsjæl, men især da han blev formand har han blandt andet været en af drivkræfterne bag at få skabt en tryghedshåndbog i Føniks. Han har også sidder i folkeoplysningsudvalget som repræsentant for Føniks, gennem de sidste 8 år. 

Sker der noget i Føniks, er der en stor chance for at Christian har hjulpet til, om det er fondsøgninger, nye projekter, eller at havde gjort fælleskabet til et rart sted at være.

Ann Christensen

Vinder i 2021

Ann modtog i 2021 Årets Ildsjæl for at være en helt uundværlig force i Elysion. Ud over at være kasser, sidder hun også i ÅUF (Århus Ungdommens Fællesråd), hvor hun kæmper for bedre rollespilsmuligheder i Århus. I Elysion er hun et aktivt bestyrelsesmedlem, som gerne påtager sig de værste opgaver. Om det er administrativt, arrangør eller små ting som skal gøres. Hvis nye læringsmuligheder opstår, er hun altid den første på banen til at tage den viden til sig, og lære fra sig; fx. tryghedsmekanikker, spilteknikker mm. Når de andre ikke kan gennemskue bureaukratiet, er det hende som altid finder en løsning og kan gennemskue reglerne. Kort sagt, uden hende kunne rollespil i Elysion ikke køre så glat, som det gør med Anns fantastiske indsats.  

Lilian Hjorth Hansen

Vinder i 2020

Lillian modtog i 2020 Årets Ildsjæl for sit utrættelige engagement i lokalforeningen Rollespil i Ryomgård. Hun spiller en vigtig rolle som mentor og støtte for mange af foreningens unge aktive og deres projekter. Lillian har fået at vide at gamle damer ikke kan spille rollespil eller slås, men gennem sit virke i sin lokalforening har hun modbevist denne påstand. Ikke nok med at hun er ude og spille og slås, hun planlægger også utallige aktiviteter for barnlige sjælé i alle aldre, om det så er julehygge eller magiske skoler. Hendes store arbejde var endda med til at sikre Rollespil i Ryomgård titlen som Årets Lokalforening hos DUF i 2019.

Sebastian Nemeth

Vinder i 2019

Sebastian modtog i 2019 Årets Ildsjæl for lang tid at have siddet i lokale bestyrelser og som næstformand i Projekt Nexus. Sebastian er kendetegnet ved at holde gang i hjulene hos den Herningensiske lokalforening. Han arbejder med at beskrive rollespil som metode og anvender det til at uddanne morgendagens pædagoger. Han har alle dage været nytænkende i sit lokalmiljø og yderligere bragt sin inspiration, uddannelse og erfaring med sig hjem fra hele Danmark. Han skaber debat: psykisk sikkerhed, bedre rammer for forskellighed og bedre forhold for inkludering af kvinder. Selv udvikler Sebastian lokalt unge bordrollespillere til at starte deres egne kampagner via af kurser med værktøjer og inspiration. Her skaber han brobygning mellem nye og gamle GM’er. Når Sebastian bringer andre rollespillere ud på eventyr i andre foreningers rollespil, tager han dem ikke bare med, men han klæder dem på med workshops og afbryder sit eget spil for at facilitere så folk kan rykke sig her og nu.

Martin Lauenborg

Vinder i 2018

Martin modtog i 2018 Årets Ildsjæl – ikke kun grundet sine mange års tro tjeneste i foreningen Rollespilsfabrikken – men også fordi Martin er en af dem, som altid har været parat til at hjælpe, når der skal stables aktiviteter på banen. Om det er en hjemmeside, der skal opdateres, en bil der skal køres eller nogle børn, der skal bankes, så er Martin der. Klar til at hjælpe, og uden for meget palaver og snak. Hans team fra Amager Fælled kampagnen (som han er ansvarlig for) kalder ham for ”en utrættelig maskine”, og rygterne om, at han sjældent tager ringbrynjen af er 100% sande!

Jannick Vangkilde

Vinder i 2017

Jannick modtog Årets Ildsjæl i 2017 for det store arbejde, han har lagt i mange grene af rollespilsmiljøet. Han er en af de drivkræfter, der arbejder utrætteligt på sine projekter, om det er som formand for Babylon, som en del af Bifrosts Repræsentantskab, som ambassadør for det danske rollespilsmiljø i Europa eller som medstifter af den nye forening De Farvestrålende Fjer. Jannick tager samtidig et ansvar for lokalmiljøer, ikke kun i hovedstadsområdet, men også på Bornholm, hvor han har været ansvarlig for at genoplive en kampagne, der længe havde været død. Jannick står altid klar til at give en hjælpende hånd, uanset om det betyder sved på panden eller tårer på skulderen. Den glæde Jannick udstråler, når han arbejder på et projekt, smitter ofte af på hans omgivelser og inspirerer andre i hans kølvand til at gøre det samme.

Susanna Synnøve Magnussen Griis

Vinder i 2016

Susanna Synnøve Magnussen Griis modtog i 2016 Årets Ildsjæl for den indsats, hun har gjort i sit lokalmiljø. Hun har været en ekstraordinær aktiv og betydningsfuld ildsjæl i Den Glemte Legion i Randers. Her har hun været med til at organisere to kampagner, og dermed vedligeholdt og videreudvikle rollespil i Randers. Samtidig har Susanne haft en særlig evne til at skabe sammenhold mellem forældre, børn og foreninger, og hun formår at skabe medrivende fortællinger for deltagerne, uanset om de har spillet i årevis eller er nytilkomne.