Generalforsamlingen

Bifrosts højeste instans

Generalforsamlingen er Bifrosts højeste instans. Den afholdes hvert år den tredje weekend i november. På generalforsamlingen er der valg til formandskabet i lige år og halvdelen af hovedbestyrelsen er på valg hvert år. På generalforsamlingen besluttes det, hvor Bifrost skal bevæge sig hen, samt hvordan de administrative ressourcer og budgettet skal prioriteres.

Hvis du vil påvirke Bifrost, er generalforsamlingen stedet at gøre det! Bifrost er en dynamisk landsforening, hvor sekretariatet, hovedbestyrelsen og forretningsudvalget arbejder utrætteligt for at følge den kurs, der bliver valgt på generalforsamlingen. Derudover giver generalforsamlingen enestående mulighed for at møde aktive fra lokalforeninger i resten af landet og lære mere om, hvad der foregår i Bifrostdanmark.

Sådan deltager du og din lokalforening

Hver lokalforening må sende 4-7 delegerede  til generalforsamlingen.

Hver delegeret har 5 stemmer hvis din lokalforening er aktiv – og kun 1 hvis den er inaktiv. Dvs. at en lokalforening kan have op til 35 stemmer til en generalforsamling! Foreningerne klassificeres som aktive eller inaktive baseret på deres aktiviteter, hvis din lokalforening har mindst 1 aktivitet i hvert kvartal er den aktiv. Antallet af delegeret afgøres ud fra følgende tabel:

4-100 medlemmer:              4 delegerede

101-300 medlemmer:          5 delegerede

301-500 medlemmer:          6 delegerede

501+ medlemmer:               7 delegerede 

Medlemmer er det antal, der er betalt kontingent for til Bifrost det pågældende år. Hvis I gerne vil sende flere end jeres antal delegerede til generalforsamlingen, kan de deltage som observatører, der kan være med i debatten, men ikke med i stemmerunderne. Grundet potentiel pladsmangel og logistik kan Bifrost kun garantere plads til jeres delegerede på generalforsamlingen. Men det er sjældent, at der ikke er plads til alle, der vil deltage i generalforsamlingen.

Hvordan tilmelder man sig?

For at kunne deltage på generalforsamlingen skal lokalforeningen indsende dokumenterne “Erklæring om Delegerede” og “Tro og Love”-erklæringen til Bifrosts sekretariat, samt sikre sig at kontingentet for året er blevet betalt. Dokumentet “Erklæring om Delegerede” sikrer, at lokalforeningens delegerede får stemmeret til generalforsamlingen, og “Tro og Love”-erklæringen er lokalforeningens erklæring om, at kravene til Bifrosts lokalforeninger opfyldes. De skal begge sendes til info@landsforeningenbifrost.dkErklæringerne bliver sendt over mail sammen med den årlige indkaldelse til Generalforsamlingen. Så hold øje med jeres foreningsmail!