Guides og håndbøger
Guide til mulige tilladelser ved afholdelse af arrangement
Det er til tider et lovkrav, at skaffe forskellige tilladelser, når man vil afholde et arrangement. Nedenfor lister vi de forskellige tilladelser, samt hvornår de kunne være lovpligtige eller relevante, samt en guide til hvordan man anskaffer/søger dem.
En byggetilladelse, er noget jeres kommune står for at håndtere. De forskellige kommuner har hver deres ønskede formel. Nogen vil bare ringes op, mens hos andre er det en mere dybdegående skriftlig tilladelse det kræver.
Byggetilladelser er et krav hvis:
- Arrangementet varer over 6 uger
- Der skal opstilles midlertidige uflytbare konstruktioner.
- Konstruktionen/teltet har plads til 150+ personer.
Hvis dit arrangement opfylder alle krav, skal du meget sikkert ansøge om en byggetilladelser, mens hvis arrangementet kun opfylder 1 kriterie, skal I kun måske søge om en byggetilladelse. Kontakt din kommune eller læs på deres hjemmeside for rådgivning og hør dem om hvad de vil have fra jer.
Søg på google ”byggetilladelse for arrangementer (jeres kommune)”
I bygningsreglementet vedrørende opstilling af transportable telte og konstruktioner hedder det blandt andet, at:
- foreninger fremover skal have byggetilladelse til at slå telte, der er større end 100 kvadratmeter, op i områder med offentlig adgang. Er teltet lejet, gælder dette, såfremt udlejningsfirmaet ikke har certifikat på teltet.
- telte med plads til 150 personer altid kræver byggetilladelse, også selvom der ikke er offentlig adgang.
- foreninger, der bygger sit eget telt på over 100 kvadratmeter, skal kunne fremvise dokumentation for de tekniske forhold.
Der findes efterhånden mange forskellige telte og i mange forskellige kvaliteter. Brandforsøg har vist, at specielt bomuldstelte brænder godt og hurtigt, når ilden først får fat. Faren for brandspredning er derfor stor. For at forebygge alvorlige brandulykker har Beredskabsstyrelsen (BRS), bl.a. i samarbejde med Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd (BUS), revideret de gældende regler, for at sikre en forbedret brandsikkerhed i teltlejre. Reglerne stiller i hovedsagen nye krav til selve teltopstillingen i lejrområderne, samt skærpede krav til lejrens brandberedskab.
Læs guiden her
Siden 2015 har det ikke været et krav at have et hygiejnebevis til arrangementer, men det er et krav at overholde hygiejnereglerne når man behandler mad til arrangementet.
Vores arrangementer i Bifrost, er dog ofte under bagatelgrænsen. Som tommelfingerregel skal man huske at have adgang til at vaske hænder og service, og man må ikke opbevare mad uansvarligt.
Kort sagt du må ikke gøre dine deltagere syge.
Man kan læse mere om fødevarereglerne for den slags arrangementer på Fødevarestyrelsens hjemmeside:
Der er ikke noget krav om at have et førstehjælpskursus som arrangører, men det handler om at være forberedt skulle der ske en nødsituation.
Tænk hvad kan gå galt? Og hvad gør vi, hvis det går galt?
Her er det vigtigt at lave en risikovurdering om hvor høj risikoen er for en tilskadekomst. Jo højere risiko, desto mere bør man overveje om man skal have folk med førstehjælpskursus eller endda have eksterne samaritter hvis det er et større arrangement.
Læs eventuelt Bifrosts guide for sikkerhedsplan, hvis man ønsker en mere detaljeret forklaring på dette emne.
Hvis uheldet er ude, er det vigtigt, at I sørger for at få den nødvendige hjælp.
Første hjælpens fire grundregler
- Stands ulykken
- Giv livreddende førstehjælp
- Tilkald hjælp (Ring 112)
- Giv almindelig førstehjælp
Ved mindre skader eller behov for vejledning – ring til den lokale akutordning/lægevagt. Alt efter hvilken region du befinder dig i, skal akutordningen kontaktes på forskellige telefonnumre. Find nummeret for rigtige akutordning/vagtlæge her.
Ved akut tilskadekomst eller sygdom med behov for øjeblikkelig hjælp – ring til alarmcentralen på 112
Grundlæggende er der 2 typer af alkoholbevillinger, der er en alkoholbevilling og en lejlighedstilladelse.
Permanent
Alkoholbevilling er relevant for permanente steder, såsom foreningslokaler og lokationer med offentlig adgang, hvor der vil foregå salg af alkohol. Bemærk at hvis man booker en lokation, som normalt sælger alkohol, har de ofte en alkoholbevilling på forhånd og du behøver derfor ikke ansøge, men kan spørge om hvad deres regler er for bevillingen, og om du kan benytte den.
For at ansøge om en alkoholbevilling, er der nogen regler om at ansøgeren ikke må være straffet for lignende forhold og man skal være fyldt 21 år. Dette kan læses på politiets hjemmeside:
https://politi.dk/da/drift-af-virksomhed/alkoholbevilling
Til arrangementer
Lejlighedstilladelse er relevant, hvis du søger en midlertidig tilladelse, fordi du skænker alkohol til et arrangement et sted, der ikke allerede har en alkoholbevilling. Det kunne være hvis du holder et arrangement i en skov, mark eller skole.
En lejlighedstilladelse er kun relevant til arrangementer over 150 deltagere. Kontakt gerne politiet hvis du er i tvivl om dit arrangement kræver en lejlighedstilladelse. Der kan søges om en lejlighedstilladelse via politiets hjemmeside:
https://politi.dk/da/offentlige-arrangementer/udskaenkning-af-alkohol-lejlighedstilladelse
Er dit arrangement lukket, og for en snæver skare med tilknytning til hinanden, hvor salget ikke har fortjeneste for øje. Som F.eks. et rollespil med efterfest. Så er det ikke nødvendigt med en lejlighedstilladelse.
Se skemaet for hvornår man skal søge alkoholbevilling – Download skema
Det anbefales altid at være i god tid med at ansøge om tilladelser, da man skal have mulighed for at få feedback og gensansøge.
Ved store arrangementer over 150 deltagere, der foregår over flere dage, kan det være et krav at have en brandgodkendelse af brandvæsnet. Hvad den brandgodkendelse skal indeholde, kommer an på mange faktorer og derfor bør man følge brandvæsnets anvisninger hvad det angår.
Som standard siger brandreglerne at ved indendørs sovning i eksempelvis sovesale, skal der være frie stier, så mennesker kan blive evakueret i panik uden at ting står i vejen. Ved udendørs arrangementer skal en brandbil og en ambulance kunne komme ind alle steder og bål skal være i en sikker afstand fra bebyggelse.
Hvad det involverer i praksis, er en vurdering fra brandvæsen til brandvæsen. Men det betyder at der skal være brandveje og evakueringsveje alle steder, hvor der overnatter mennesker, samt en oversigt over nødudgange, brandslukkere og nogen gange planer for brandvagter. Det er klart, jo flere mennesker der er, desto vigtigere er det.
Brandgodkendelsen er en del af byggetilladelsen og en del af en større sikkerhedsplan, hvilket Bifrost har en separat guide for.
Grundejerens tilladelse til at bruge arealet fås af lokationsejeren ved at skrive kontrakt med dem. Kontrakter indeholder ejerens navn, pris og dato/tid hvor I har tilladelse til at lave arrangementet.
Nogen gange er stedet ejet af kommunen eller staten og i den forbindelse skal man lave en aftale med den relevante afdeling i kommunen eller styrelse i staten. Skove er ofte skov- og naturstyrelsen og skoler er som regel uddannelsesafdelingen i kommunen. Det er dog forskelligt alt efter skov og alt efter skole, så undersøg det med den enkelte lokation.
Det er altid en god ide, at have en kontrakt, også selvom man kender dem der ejer lokationen eller man har en klar mundtlig aftale, da kontrakten er jeres juridiske sikring på at I må være der.
Ved større arrangementer udendørs (150+) er det nødvendigt at få en sikkerhedsgodkendelse.
Her kan du læse Bifrosts fulde sikkerhedsguide, som vil hjælpe med at opnå sikkerhedsgodkendelsen. Download guiden her
Guide til booking af Forsvarets området
- Find det ønskede område på https://www.forsvaret.dk/da/arealer/
- Skriv en mail til fes-ktp-servicecenter@fiin.dk, hvor I kort beskriver, hvad I ønsker at leje og hvad det skal bruges til.
- Kort efter modtager I et spørgeskema, som I udfylder.
- Sidst modtager I et udkast til en lejekontrakt, som I læser igennem, og hvis den passer til arrangementets behov, så underskriver I den og sender den retur til Forsvaret, hvortil I får en bekræftelse.
Kogebog til bæredygtig bål mad
Link til pdf version af bogen “Ild, Mad & Fællesskab”, som er en kogebog til bæredygtig bål mad, som kan laves sammen med børn og unge.
Bogen er udviklet af det Danske spejderkorps og Haver til Maver.
Guide til håndtering af produktionsselskaber
Dette dokument omhandler hvordan du som rollespiller, reenacter, milsimmer og cosplayer kan forholde dig til tilbud fra forskellige produktionsselskaber, der søger statistarbejde eller lign.
Guide til våbenloven
Dette dokument er en guide primært rettet mod arrangører af cosplay, rollespil, reenactment og andre arrangementer. Guiden kan hjælpe dig med at finde ud af hvordan dit arrangement skal forholde sig til våbenloven.
Guide til opstart af forening
Dette er Landsforeningen Bifrosts officielle guide til, hvordan man både opretter en forening og samtidig indmelder den i Bifrostfællesskabet; alt sammen på én og samme tid!